Det cykliske prægede
på alle planer den religiøse tankegang, uanset om det
drejede sig om døgnets cyklus, menneskelivets cyklus eller
- vigtigst i et tidligt agerbrugssamfund: årets cyklus. Det
sidste aspekt af kosmos har været helt afgørende, eftersom
hele samfundets overlevelse var afhængig af den årlige
høst. Den vigtigste bestræbelse var uden tvivl at sikre
den nye begyndelse og det nye liv. Helleristningernes mange afbildninger
af elskende par, af mænd, der kopulerer med dyr, af pløjecener
mm. er alle udtryk for den forening af det mandlige og det kvindelige,
som er forudsætningen for det nye liv.
Det, man praktiserede her, var lighedsmagi. Det vil sige, at man
magisk forsøgte at få tingene til at ske ved at gøre
noget, der lignede det, man ønskede, skulle ske: Man skaffede
frugtbarhed ved selv at være frugtbar, regn ved at sprøjte
med vand osv. Fremstillingen af foreningen af det mandlige og det
kvindelige i mere eller mindre symbolsk form sikrede den nye begyndelse.
I kulten var det først og fremmest det nye år og jordens
frugtbarhed, det gjaldt. Jorden skulle som den kvindelige part befrugtes
af det mandlige: regnen, lynet eller allervigtigst, solen. Det kosmiske
ægteskab mellem himmel og jord blev symboliseret i et utal
af fremstillinger ikke kun blandt helleristningsmotiverne, men i
alle bronzealderkultens fremtrædelsesformer. Mange af symbolerne
- sandsynligvis de allerfleste - er dobbeltkønnede, androgyne.
I bronzealderens kult hentyder androgyni ikke til den situation,
hvor de kønsmæssige modsætninger er ophævet,
tværtimod. Her er der nemlig tale om at besidde både
den mandlige og den kvindelige forplantningsevne, og derfor har
dobbeltkønnetheden spillet en kolossal rolle i forbindelse
med at hjælpe det nye liv på vej. Når både
det mandlige og det kvindelige er til stede i en permanent forening,
er betingelsen for at skabe nyt liv også til stede.
William Heinesen har i sin novelle Grylen beskrevet en ældgammel
fastelavnsskik, hvor en person klædt ud som Gryle bragte foråret
til bygden. Denne skik blev praktiseret på Færøerne
helt op til 50´erne. Grylen beskrives netop som dobbeltkønnet:
”Vældig er Grylens frodighed, opstandelse skal hun vække,
uhørte ting skal hun bringe i skred, hun er ko og tyr, hoppe
og hingst, hun er i pagt med det tågede rognvand på
fiskebankerne og med det grønligt mørknende vandbjerg,
der indhyller hvalerne under deres parring i den store fjernhed
under himlen, hun kender sortheden, hvor ny og næ mødes
og alt opstår af intet, hun er den iltre stribe af kim, når
den som et stjerneskud af evne tænder sig i syndflodsmørket
og lader livet sejre over døden…”
Den endelige udgave af Stonehenge består af en cirkulær
grøft og jordvold. Inden for cirklen er der en dobbelt stenkreds,
hvor den yderste besår af kolossale opretstående sten
med overliggere, der danner en perfekt cirkel. Den anden cirkel
er koncentrisk med den første og består af noget mindre
blåsten, hvoraf nogle er høje og slanke og andre mindre,
men til gengæld bredere.
Indenfor denne cirkel er der igen bygget en dobbelt hestesko. Den
yderste er igen størst og består af fem trilitter,
hvilket er det græske ord for to opretstående sten med
en overligger. Inden for denne hestesko er der igen en mindre, også
bygget af blåsten, men her udelukkende den høje slanke
type. Begge hestesko vender åbningen mod nordøst, det
sted på himlen, hvor solen står op midsommerdagsmorgen.
I hele Stonehenge´s opbygning er det dobbeltkønnede
til stede. Så når den mandlige sol midsommerdagsmorgen
falder ind i den kvindelige hestesko og således befrugter
Moder Jords skød, understøttes denne begivenhed af
Stonehenge´s udtalte dobbeltkønnede symbolik.
|
